Mit firma hedder Hofnar. Navnet er tåbeligt, men nødvendigt. Lad mig forklare.
Hofnarren var en vigtig person ved hoffet. Han var vaccinen mod forkerte beslutninger, for han stillede de spørgsmål, som ingen andre turde stille. Han havde lov. Det lå i jobbeskrivelsen.
Jeg vil gerne være hofnar. Meget gerne. Jeg har arbejdet med story-telling i 15 år og møder hele tiden den samme banale sandhed: budskabet lever først, hvis du har et budskab. Der skal være noget på hjerte. En produktfordel. En oplevelse. Noget sandt. Når man har fundet budskabet, er resten en leg.
Volvo er sikre biler. Glimrende, så køber jeg en. Så enkelt er det.
I behøver ikke have et krystalklart budskab, men er I villige til at lede, vil jeg gerne arbejde med jeres tekster, taler, film og medarbejdere – og jeg sætter mig gerne i kantinen og taler med andre end direktionen, for den gode ide er ligeglad med hvem der får den.
Giver det mening, så ring eller send en mail.